Vesthimmerland og AAU vil gøre elektrificering til lokal samfundskraft

Publiceret 17-06-2026

Nyt strategisk partnerskab skal bruge landbruget, Gundestrupgaard og Faglab Grøn som afsæt for konkrete energiløsninger, lokal værdiskabelse og et mere robust samfund.

Vesthimmerlands Kommune og Aalborg Universitet har indgået en hensigtserklæring om et strategisk samarbejde, der skal styrke udviklingen af fremtidens energiløsninger med afsæt i virkelige behov hos borgere, erhverv og landbrug.

Partnerskabet skal koble forskning, praksis og lokale aktører tættere sammen. Målet er ikke kun at arbejde med grøn omstilling som et teknisk projekt, men at undersøge, hvordan nye energiløsninger kan skabe lokal værdi, styrke forsyningssikkerheden og bidrage til et mere robust samfund.

Samarbejdet tager udgangspunkt i AAU’s Energimission, som arbejder for et menneskecentreret, robust og bæredygtigt energisystem frem mod 2045.

Med Vesthimmerland som ramme skal nye løsninger udvikles og afprøves i virkelige omgivelser tæt på de mennesker, virksomheder og lokalsamfund, der skal bruge dem.

Gundestrupgaard og Faglab Grøn bliver et centralt omdrejningspunkt for samarbejdet. Her skal forskere, studerende, virksomheder, kommunen og lokale aktører arbejde med analyser, prototyper og demonstrationsprojekter, der kan vise, hvordan fremtidens energisystem kan fungere i praksis.

- For os handler det ikke kun om grøn omstilling. Det handler om, hvordan vi sikrer og udvikler det samfund, vi holder af. Vesthimmerland har stærke lokalsamfund, et stærkt landbrug og mennesker, der er vant til at skabe løsninger i praksis. Samarbejdet med Aalborg Universitet giver os mulighed for at bringe ny viden helt tæt på virkeligheden og skabe løsninger, der kan få konkret betydning lokalt, siger borgmester Per Bach Laursen.

En vigtig del af samarbejdet bliver at se på elektrificering af landbruget og de muligheder, der opstår, når energi, landbrug, erhverv, natur og lokalsamfund tænkes tættere sammen. Det kan blandt andet handle om bedre udnyttelse af lokal energiproduktion, fleksibelt elforbrug, nye forretningsmodeller, energifællesskaber og løsninger, der styrker både klima, økonomi og forsyningssikkerhed.

- Vi vil gerne væk fra en fortælling, hvor grøn omstilling kun handler om krav, begrænsninger og teknik. I Vesthimmerland handler det også om tryghed, lokal handlekraft og om at skabe løsninger, som borgere, landbrug og virksomheder kan se sig selv i. Gundestrupgaard og Faglab Grøn giver os et stærkt sted at samle aktører og teste løsninger i praksis, siger Gitte Vestergaard Christensen, klimakoordinator i Vesthimmerlands Kommune.

For Aalborg Universitet giver partnerskabet mulighed for at afprøve forskning i fuld skala og i tæt samspil med en kommune, hvor energi, landbrug, erhverv og lokalsamfund spiller direkte sammen.

- For AAU Energi er samarbejdet interessant, fordi det giver mulighed for at arbejde med fremtidens energisystemer i en konkret lokal virkelighed. Hvis nye energiløsninger skal lykkes, skal de kunne fungere i samspil med virksomheder, borgere, infrastruktur og lokale behov. Det gør Vesthimmerland til et stærkt udgangspunkt for forskning, demonstration og læring, siger Lars Storm Pedersen, institutleder på AAU Energi.

- Energimissionen handler grundlæggende om at udvikle et energisystem, der er menneskecentreret, robust og bæredygtigt. Vesthimmerland giver os en mulighed for at arbejde med netop det i praksis. Her kan vi undersøge, hvordan elektrificering, landbrug, lokal værdiskabelse og forsyningssikkerhed kan tænkes sammen på en måde, der både skaber ny viden og konkrete løsninger, siger Paw Mortensen, Mission Officer i AAU Energimissionen.

Samarbejdet skal også bidrage til uddannelse og talentudvikling ved at inddrage studerende fra Aalborg Universitet i konkrete projekter i Vesthimmerland. Det skal styrke koblingen mellem forskning, uddannelse og praksis og samtidig give studerende mulighed for at arbejde med reelle samfundsudfordringer.

Partnerskabet løber foreløbigt i tre år frem mod udgangen af 2028 og skal udvikles løbende i takt med nye projekter og muligheder. Ambitionen er, at erfaringerne fra Vesthimmerland kan inspirere andre kommuner og aktører, der arbejder med elektrificering, lokal værdiskabelse og fremtidens energisystem.