Medfinansieret af EU-programmet Interreg North Sea Region
Medfinansieret af EU-programmet Interreg North Sea Region

Skalering af innovation i hjemmeplejen: ACE partnermøde i Vesthimmerland

Publiceret 03-06-2025

Den 26.-27. maj 2025 mødtes partnerne i EU Interreg-projektet ACE i Vesthimmerland til et vigtigt todagesmøde. Her blev der gjort status på projektets fremskridt og lagt planer for det sidste år med fokus på at få endnu mere fart på innovationen i hjemmeplejen.
Vesthimmerlands tidligere indsats for at tænke nyt og finde løsninger på fremtidens udfordringer dannede en god ramme for mødet, som gav deltagerne mulighed for at dele erfaringer fra de igangværende pilotprojekter og styrke samarbejdet på tværs af landegrænser.

Lokal forankring og innovation

Partnermødet startede på Gundestrupgaard. Vesthimmerlands borgmester bød deltagerne velkommen og fortalte om kommunens aktive indsats for at tage fat på en af de største udfordringer og muligheder. Vesthimmerland regner med at skulle bruge mindst 180 ekstra ansatte inden 2030 inden for pleje, og satser derfor både på bedre måder at tiltrække arbejdskraft og på smarte teknologier, der kan understøtte. 

Pilottests er i gang: vi tester, lærer og skalerer

En stor del af mødet handlede om, hvordan det går med ACE’s pilottets – hvor nye løsninger til hjemmeplejen bliver prøvet af og gjort klar til brug i større skala. Indtil nu er 12 pilottets sat i gang på tværs af landegrænser, og flere er på vej. Det handler bl.a. om digitale værktøjer til at få hverdagen til at hænge bedre sammen, AI-baserede systemer til planlægning, fjernsensorer og robotter, der kan hjælpe personalet.

Det særlige ved ACE er, at vi ikke kun tester ny teknologi – vi arbejder også på at finde ud af, hvordan den faktisk kan bruges i hverdagen. For der er ingen idé i smarte løsninger, hvis de bare ender med at samle støv. Partnerne var helt enige: teknologi skal gøre arbejdet nemmere – ikke mere besværligt.

Efter 11 interviews med projektledere og en gennemgang af vores møder, er der kommet nogle fælles erfaringer frem:

  • Tillid og netværk gør forskellen: Når man kender og stoler på hinanden, går tingene bare lettere.

  • Keep it simple: Hvis teknologien skal fungere i praksis, skal den være nem at bruge og kræve så lidt vedligehold som muligt.

  • Opbakning er vigtigt: Tæt koordinering og løbende sparring er med til at holde projekterne på sporet.

  • Der er stadig bump på vejen: Tidsmangel, få hænder, lovgivning og forskelle mellem landene giver stadig udfordringer.

  • Nyt syn på indkøb: Flere begynder at fokusere mere på, hvilke data man får ud af en løsning – og mindre på selve teknologien.

Der blev snakket om alt fra smarte sensorer og kommunikationsværktøjer til AI, robotter og exoskeletter til tunge løft. Der er masser af potentiale, men det er stadig en udfordring at få det hele gjort klar til daglig brug – bl.a. på grund af høje priser, teknisk kompleksitet og løsninger, der ikke altid matcher behovene ude i virkeligheden.

Tilpasning af tekonoliger, så forandring kan ske i praksis

På andendagen handlede det især om, hvordan man får systemerne omkring hjemmeplejen til at spille med, når man vil skabe forandring, der holder på den lange bane. Gennem workshops og spørgeskemaer indsamler ACE erfaringer direkte fra dem, der arbejder med plejen til daglig – for at finde ud af, hvad der faktisk skal ændres, når ny teknologi eller nye metoder skal indføres.

Det her med at få input fra virkeligheden er helt centralt i ACE: vi samler erfaringer fra frontlinjen og bruger dem aktivt – så vi kan gå fra enkelte forsøg til løsninger, der fungerer bredt i hverdagen. Ved at se på, hvad der virker i praksis – og hvad der spænder ben – er projektet med til at forme løsninger, der ikke bare er smarte, men også realistiske og langtidsholdbare.

Fra præsentation til praksis: living labs i virkeligheden

Deltagerne blev præsenteret for Vesthimmerlands Living Lab tilgang – en måde at arbejde på, hvor plejepersonale, borgere, virksomheder og beslutningstagere går sammen om at afprøve nye løsninger i virkelige omgivelser. Modellen tager fat i et velkendt problem i plejesektoren: at kommuner alt for tit køber teknologi, som bagefter ikke bliver brugt i praksis. Ved at tage brugerne med fra starten, og hele vejen igennem, øger Vesthimmerland chancerne for, at løsningerne rent faktisk passer til reelle behov.

En af de største indsigter fra mødet var, hvor meget innovation der faktisk sker i Vesthimmerland. Selvom det er en mindre kommune, er den godt i gang med at bruge teknologi på smarte måder for at imødekomme fremtidens plejebehov. Med sin Living Lab metode og viljen til at udvikle løsninger sammen med både medarbejdere og borgere, viser Vesthimmerland, hvor langt man kan nå med stærk lokal ledelse og en tydelig retning.

Fælles retning mod 2030

Andendagen bød også på diskussioner om, hvordan ACE skal samle sine vigtigste resultater og anbefalinger – og ikke mindst, hvordan hjemmeplejen gerne skal se ud i 2030. Der var nogle gennemgående temaer, som gik igen: pleje med fokus på den enkelte, brug af teknologi som støtte – og bæredygtige løsninger, der hjælper ældre med at leve selvstændigt og værdigt.

De her strategisnakke pegede tilbage på hele idéen med projektet: at komme videre fra enkeltstående pilotprojekter og skabe reel forandring i hele systemet – baseret på erfaringer fra dem, der arbejder med pleje til daglig, og dem der modtager den.

Bliv en del af ACE Community Platform – det er gratis!

Har du en løsning til hjemmeplejen, som du gerne vil teste eller skalere? Så er det nu, du skal koble dig på ACE. ACE Community-platformen er din indgang til et netværk af plejeudbydere, kommuner, virksomheder og andre aktører, der alle arbejder for at gøre plejen bedre i hele Nordsøregionen.

Platformen er skabt til at gøre det nemt at samarbejde, finde partnere til pilotprojekter og sætte fart på innovative løsninger, der gør en forskel for både tryghed, selvstændighed og livskvalitet hos dem, der modtager pleje.

Læs mere om projektet her