Fornemt besøg fra Japan

Publiceret 24-10-2023

Vesthimmerlands Kommune er i dag vært for en mindre delegation fra Japan, som lige nu er på inspirationstur i Danmark.

De japanske repræsentanter arbejder med sundhed og ældre, og repræsenterer ikke mindre end 14 mio. borgere i Tokyo og omegn.
Delegationen er på besøg, da de bl.a. er i kontakt med Innovationshuset Public Intelligence om LivingLabs, og deres potentialer i forhold til at tackle de udfordringer omkring ældre, som der opleves i Japan.
Vi er både glade for og stolte over, at vi kan være med til at inspirere med de projekter og idéer, som vi arbejder med i Vesthimmerland. Derfor har vi i dag vist Gundestrupgaard frem, hvor vi er i fuld gang med at etablere vores eget LivingLab. Et projekt, som de japanske repræsentanter var meget interesserede i, og kunne se et stort potentiale i. Der blev holdt oplæg, og var plads til dialog og spørgsmål om tankerne bag.
”Social housing” var også et af dagens omdrejningspunkter, og særligt hvordan man kan understøtte fællesskaber, når man bygger nyt. På den baggrund har vi haft de japanske repræsentanter med på rundtur til botilbuddet på Vinkelvej i Aalestrup samt Kimbrerparken og Plejecenter Solvang i Aars.
I nat har vores gæster overnattet på HimmerLand Golf & Spa Resort - skønt, at de benytter sig af vores lokale overnatningssteder.