I Vesthimmerlands Kommune går vi nye veje for at fastholde og tiltrække SOSU-medarbejdere i ældreplejen

Publiceret 30-06-2023

Det skal ske ved at deltage i et nyt EU-projekt over de næste tre år.

Vesthimmerlands Kommune står overfor en demografisk udfordring med en aldrende befolkning, hvor færre unge skal løfte arbejdsbyrden. Allerede nu oplever kommunen rekrutteringsudfordringer inden for ældreplejen. Hvis serviceniveauet skal opretholdes, og kommunen fortsat skal levere kernevelfærd, kræver det, at der arbejdes innovativt for, at den fornødne arbejdskraft er til rådighed med de rette kompetencer.

Direktør i Sundheds- og Kulturforvaltningen, Anne Krøjer, siger om projektet og hvorfor indsatsen er meget vigtig:

Med det personale, der kan gå på pension de kommende år og med et stigende antal ældre, vil vi i Vesthimmerland mangle 20-25% af medarbejderstyrken i 2030 på SOSU-området. Derfor er vi kommet med i et tre årigt EU-projekt, som skal bidrage til, at vi kan fastholde det nuværende personale, øge motivationen, sikre trivsel, reducere sygefravær og skabe moderne rammer og muligheder, som gør det ekstra attraktivt at rekruttere ny arbejdskraft til vores ældrepleje. Vi ser frem til arbejdet – både vores eget, men også i de partnerskaber, som er indgået, siger direktør Anne Krøjer.

InnoCompTec, som EU-projektet hedder, skal kompetenceudvikle eksisterende sosu-personale på en ny innovativ måde via brug af kendte simulationsteknologier, såsom VR- briller og Avatar-teknologi. En måde at skabe aktiv læring på. Kompetence-udviklingen vil komme til at foregå i tæt samarbejde med flere life science virksomheder på Gundestrupgaard i Aars.


Udover Vesthimmerlands Kommune består InnoCompTec af et stærkt partnerskab på tværs af landegrænser mellem den svenske Mölndal Kommune, herunder uddannelsesinstitutionen Campus Mölndal, uddannelses- og forskningsinstitutionen Professionshøjskolen UCN og den danske nationale life science klynge, Danish Life Science Cluster.

InnoCompTec starter op 1. september 2023 med afslutning 31. august 2026 og er støttet af EU med 7.3 mio kr. Det er blot et af mange projekter og EU-midler, som Vesthimmerlands Kommune de seneste år har ansøgt og fået til eksempelvis erhvervsliv, kommunal udvikling, og meget mere.

Foto. Stammer fra Plejecenter Bøgely i Løgstør sidste forår, hvor vi fik demonstreret VR briller i et pilotprojekt forud for InnoCompTec.

InnoCompTec er medfinansieret af EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.