Oplevelsesrig eftermiddag med virtual reality på lokalt plejecenter

Publiceret 27-06-2022

I torsdags var sundhedspersonale fra lokale plejecentre samlet på Bøgely i Løgstør til en oplevelsesrig eftermiddag, hvor de fik mulighed for at afprøve virtual reality, en teknologi der i stigende grad bliver anvendt inden for sundheds- og ældreområdet.

Initiativet var en del af Vesthimmerlands Kommunes sundhedsinnovationsprojekt InnoPanTec, der har til formål at indsamle viden, identificere og forebygge smittespredning på lokale plejecentre. Den nye viden skal danne grundlag for udvikling og anvendelse af sundhedsteknologier.

Virtual reality er netop et eksempel på en teknologi, der kan være spændende at arbejde videre med, da medarbejdere får mulighed for at komme ind i et autentisk, men fiktivt rum, hvor der er mulighed for at lære og videreudvikle sine kompetencer.

Det har været meget spændende at deltage i. Jeg fik selv mulighed for at afprøve det på egen krop, og man lever sig fuldstændigt ind i det. Jeg ser et stort potentiale i at VR-brillerne kan være med til at skabe et virkelighedsnært læringsmiljø, fortæller Centerleder Eva Grøn, Plejecenter Solvangen.

Læs mere om projektet her 

Baggrund 

InnoPanTec skal bidrage til den gode hygiejne på lokale plejecentre, og dermed mindske smittespredningen af Covid-19, bakterier og andre virusser. Dette skal ske gennem udviklingen af innovative sundhedsteknologier og ved et stærkt samarbejde mellem det offentlige, lokale virksomheder og videninstitutioner.

InnoPanTec er et samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune, Mölndals Kommune og Professionshøjskolen UCN, og er finansieret af EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.