Indenfor 3-4 år kan Vesthimmerlands Kommune blive en af landets førende klima-kommuner, når det gælder om en total grøn omstilling. Virksomheden BioCirc har nemlig udset sig Vesthimmerland, når det gælder om at skabe to energi-øer, der kan understøtte, at de fire energikilder el, brændstof, varme og gas alle transformeres til grøn energi. En omstilling, der vil gøre Vesthimmerlands Kommune mere end selvforsynende af vedvarende energikilder.
Ambitionerne er døbt Vesthimmerland Go Green og BioCirc-projektet vil med den fulde opførelse blive Danmarks største energi-ø på land.
Bag selskabet BioCirc står Maigaard & Molbech, der forvalter formuerne for en række velhavende danske familier.
Med investeringen i BioCirc ønsker vi på vegne af vores investorer at bidrage til den grønne omstilling, men via en cirkulær model, hvor vi gør det med respekt for de omgivelser og samfund, vi er en del af. Derfor betyder det at give noget tilbage til Vesthimmerland Kommune ligeså meget som det at bidrage til den grønne omstilling, siger direktør hos Maigaard og Molbech, Bertel Maigaard og fortsætter:
Borgerne i kommunen vil derfor få adgang til billig fjernvarme, adgang til grøn energi, nye og permanente arbejdspladser, forøgede skatteindtægter og en fond, der skal skabe nye anlægsaktiver i form af sportshaller, parker, natur og gangstier mv. De grønne aktiver vil blive samlet så meget som muligt for at genere så få naboer som muligt.
Hos borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, er det en af de helt store dage i jobbet.
Vesthimmerlands vision om at være en aktiv del af den grønne omstilling kan tage et kvantespring ved indgåelse af denne aftale med BioCirc. Landbruget er et betydningsfuld erhverv i Vesthimmerland og udover at producere højkvalitets fødevarer, produceres der også store mænger biomasse som et biprodukt. Biomassen er nødvendig for at producere biogas, og med BioCirc’ model kan der produceres flydende brændstof, som kan anvendes i eksempelvis biler, skibe og landbrugsmaskiner, siger Per Bach Laursen og fortsætter:
Her kan vi i hvert fald sige, at stedbundne potentialer kan skabe udvikling af kæmpe betydning. Med BioCircs ambitioner og investeringer for milliarder i Vesthimmerland vil vi blive en grøn foregangskommune med enorme gevinster til klimaet, det lokale erhvervsliv og vores borgere, siger Per Bach Laursen.
Den første energi-ø bliver med sikkerhed Vesthimmerlands Biogas på Holmevej mellem Farsø og Aars. Alle selskaber indenfor energiøen registreres i Vesthimmerland, og derfor vil den kommunale andel af selskabsskatten tilfalde Vesthimmerland.
Senere i dag skal en samarbejdsaftale med BioCirc politisk behandles i Vesthimmerlands Kommunes Økonomiudvalg, og i næste uge behandles aftalen i Byrådet.