Fra kommunen er budskabet klart. Vi vil gerne inspirere de højtuddannede til at søge arbejde i Vesthimmerland - en mangfoldig erhvervskommune i vækst. Vesthimmerland er en kommune, der rummer mange forskelige brancher og jobmuligheder, og hvor iværksætter-ånden er høj. Vesthimmerland er kort sagt mulighedernes land.
På messestanden deltager flere lokale virksomheder som repræsentanter for det lokale erhvervsliv, virksomheder hvor udviklingen og driften kører på højtryk. Messens besøgende kan bl.a. møde It-virksomheden CESCOM A/S, modulbyggerivirksomheden Scandi Byg A/S og genanvendelsesvirksomheden Genplast A/S, der alle står klar til at inspirere de besøgende og måske endda fremtidige kollegaer.
IT-virksomhed rækker ud
En af de virksomheder, som de besøgende kan møde, er IT-virksomheden CESCOM A/S, der favner bredt inden for rådgivning og drift af IT-infrastruktur og cloud. Inden for de seneste år er virksomheden vækstet gevaldigt. Med udviklingen søger Cescom nye medarbejdere og er derfor begejstret for at være en del af Vesthimmerlands Kommunes stand.
Cescom er på en kraftig vækstrejse, og vores forventning er, at vi inden for de næste 2 år, vil fordoble antallet af medarbejdere. Vi oplever allerede i dag, ligesom alle andre i IT-branchen, at det kan være svært at finde de rette, kvalificerede medarbejdere. Derfor vil vi gerne ud og gøre opmærksom på os selv, lyder der fra Dennis Hyldgaard, HR Manager, Cescom.
Vesthimmerland, som erhvervskommune, er i rivende vækst og udvikling, og har derfor et øget behov for kompetencetilførsel – en fortælling som Cescom gerne vil være med til at udbrede.
CESCOM deltager altid hvis muligt, i branding af Vesthimmerland som vækstområde, udtaler Dennis Hyldgaard og fortsætter:
Vores håb er at møde en masse engagerede og ambitiøse unge mennesker. Hvis vi er heldige, endda fremtidige kollegaer.