Budskabet fra arrangementet var, at produktionsvirksomheder kan have stor gavn af at igangsætte deres digitale rejse, hvor datadrevne teknologier er en oplagt vej til vækst.
Stor gevinst for virksomhederne
Denne spændende rejse fortalte de to vesthimmerlandske virksomheder Grotrian A/S og J-coating A/S og Kruse Vask Aps fra Mariagerfjord om med stor begejstring.
Virksomhederne fortalte om de processer og steps, som har været en del af deres digitale rejse – og de er allerede nået langt. Som små og mellemstore virksomheder har brugen af nye datadrevne teknologier åbnet op for mange muligheder, og i et omfang som hidtil ikke var kendt.
J-coating er bl.a. blevet en papirløs fabrik som resultat af implementeringen af en applikation, der kan samle data og Grotrian har fået set på deres produktionsflow, datahåndtering og kommunikationen mellem maskiner.
Et værdifuldt vidensamarbejde
Dette væld af muligheder kunne Ole Madsen, Professor ved Instituttet for Materialer og Produktion, Aalborg Universitet bekræfte i sit oplæg. Aalborg Universitet har som videnspartner i NVSP-projektet bidraget med en stor specialviden til de mange lokale virksomheder.
Det er meget spændende cases, og virksomhederne er virkelig nået langt i deres digitale udvikling og vækst, konstaterer Ole Madsen.
Hos de SMV’erne ses progressionen hurtigere, da der ikke er langt fra tanke til handling med den rette knowhow.
Det er rart at se den lidt kortere tidshorisont. Her kan man virkelig se effekten af det, der er blevet gjort på forholdsvis kort tid, udtaler Ole Madsen.
Gennem årene har flere studerende fra Aalborg Universitet samarbejdet med lokale virksomheder, hvilket for de studerende har været utroligt givende, da de har fået lov til at eksperimentere og opbygge megen god erfaring.
De lokale virksomheder har ikke kun samarbejdet med Aalborg Universitet, men også med Professionshøjskolen UCN, hvor de studerende har implementeret mange smarte IT-løsninger til opsamling af data bl.a. hos oplægsholderne – og de konkrete løsninger er de meget begejstret for.