Logstor samarbejder med fremtidens innovative tænkere – over hundrede studerende samlet på Innovations Camp

Publiceret 18-11-2021

Et samarbejde mellem den vesthimmerlandske virksomhed Logstor A/S og internationale studerende har bragt nye innovative tanker og idéer på banen i forhold til bæredygtig erhvervs- og konceptudvikling – og Løgstørvirksomheden er godt tilfreds.

Aarhus ser mod Vesthimmerland

Over 100 studerende fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship, Erhvervsakademi Aarhus, var samlet i Landal Rønbjerg til Innovations Camp, hvor de hen over tre dage skulle arbejde med temaet bæredygtighed.

Til at skabe et praksisnært forløb stillede den lokale virksomhed Logstor A/S op som case. Med sig havde virksomheden spændende problemstillinger til de mange kreative hoveder.

Fra Logstors Head of Innovation Kristian Overgaard lød det reflekterende spørgsmål til de studerende;

Hvad skal dit bidrag til en bæredygtig fremtid være?

Globale ambitioner for bæredygtighed

Løgstørvirksomheden er ikke kun kendt lokalt, men også en verdenskendt producent af præisolerede rørsystemer til fjernvarme, og med sin teknologi og ambitiøse løsninger en oplagt case for de studerende.

I sommer blev virksomheden opkøbt af Kingspan Group, der er verdens førende leverandør af effektive isolerings- og bygningsløsninger, hvilket ifølge virksomheden bringer store fordele med sig.

Virksomheden selv er på deres grønne rejse fremsynet og ser bæredygtige løsninger som en investering. De har bl.a. sat en klar vision om CO2-reduktion, fornybar energi og energieffektivisering.

Vi er meget passioneret omkring klimaet med klare mål frem mod 2035, udtaler Kristian Overgaard, Head of Innovation, Logstor.

Et succesfuldt samarbejde med fremtiden

Logstor er henrykt over samarbejdet, som har ført til mange gode innovative idéer, og pointerer, at det er de unge som er fremtiden.

Vi er glade for at få nogle friske unge studerende til at tænke i nye baner og måske bringe nogle ting op, som vi ikke selv har set, udtaler Kristian Overgaard og fortsætter:

 De er jo ambassadører for den nye tid og de miljømæssige trends der er.

Af samarbejdet forventede virksomheden ikke færdige idéer, men nogle spirer, som de med inspiration i kan arbejde videre med, og måske endda i samarbejde med de studerende.

Der er mange muligheder med så mange kreative hoveder. Også et spændende element, at der er flere forskellige nationaliteter og, at vi kan snakke om bæredygtighed på tværs af kultur, konstaterer Kristian Overgaard.

Engagerede studerende

De engagerede studerende havde flere interessante spørgsmål omkring virksomheden og deres bæredygtighedsvision. Bæredygtighed er netop et område, hvor de studerende har et fælles sprog, lyder det fra Erhvervsakademi Aarhus.

Når vi tager på en camp er det fordi, at det er meget mere virksomhedsnært. Det er mere praksis og hands-on, når de studerende kan have en dialog med virksomheden, udtaler Maria Lemonakis, Adjunkt ved Erhvervsakademi Aarhus.

Denne dialog ser Erhvervsakademi Aarhus går begge veje, og påpeger at virksomheden får indsigt i rigtig mange guldkorn til et eventuelt videre arbejde.

Fra de studerende var der en klar enighed om, at forløbet har været spændende og givende. Det har været et svært emne, hvor de er blevet udfordret og har lært meget af processen.

Der var plads til at vi kunne arbejde med alle afkroge af bæredygtighed og ikke kun forholde os til virksomheden og deres fjernevarmeløsning, men alle idéer, der kunne føre til en mere bæredygtig fremtid, udtaler Peter, studerende på Erhvervsakademi Aarhus.

Med deres innovative tilgang spejlede de studerende sig i Logstor idet de så, at virksomheden allerede havde mange innovative og bæredygtige idéer og løsninger for en mere energieffektiv fremtid.

Ikke kun én vinder

Som afslutning på innovations campen skulle et dommerpanel bestående af én repræsentant fra Aalborg Universitet, tre ansatte fra Logstor og den lokale erhvervschef bedømme de studerendes koncepter. 

De studerende har inspireret os og alle deres idéer var interessante. De har opnået meget på kort tid, arbejdet motiveret og med stor intensitet, konstaterer Kristian Overgaard, Head of Innovation, Logstor.

Med et væld af innovative idéer, var det ikke muligt for dommerpanelet kun at finde én vinder. Der blev derfor kåret en vinder inden for hver af tre de kategorier adfærdsdesign, genanvendelse og innovation.

Vesthimmerland Vækster

Nøglen til erhvervsudvikling er et innovativt mindset og vi skal derfor fange drivkraftige unge talenters opmærksomhed, som kan løfte denne opgave.

Erhvervsakademi Aarhus’ interesse for det vesthimmerlandske erhvervslivs rivende udvikling opstod netop igennem det kommunale erhvervsmagasin ’Vesthimmerland Vækster’, hvorigennem de tog de kontakt og startede samarbejdet.

Det har været en fornøjelse. Der har været en enorm stor samarbejdsvillighed hele vejen rundt, lyder det fra Maria Lemonakis, Adjunkt ved Erhvervsakademi Aarhus.

I Vesthimmerlands Kommune er vi henrykte over opmærksomheden uden for kommunegrænserne, og ser frem til flere givende samarbejder til gavn for det lokale erhvervsliv.

Da erhvervsakademiet henvendte sig med en forespørgsel på et samarbejde var det på baggrund af synlighed omkring erhvervsudviklingen i Vesthimmerland. Det er et rigtigt godt eksempel på, at det bliver bemærket ud over kommunens grænser, lyder det fra Erhvervschef Dan Skovgaard, Erhverv Væksthimmerland.

Viden skaber vækst   

Få nye friske øjne på din virksomheds problemstillinger. Søger du som virksomhed ny viden, inspiration eller perspektiver? Så kan et samarbejde med studerende være en oplagt mulighed. Det kan være gennem et casesamarbejde eller måske et praktikforløb – mulighederne er mange.

Vi står klar til at hjælpe og sætte dig som virksomhed i kontakt med de rette kompetencer.

Kontakt Erhverv Væksthimmerland 

 

Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft

Søger du nye kompetencer til din virksomhed? Læs mere om vores rekrutteringsprojekter. 

Go Vest

Vækst via Viden